Kitchy-chic: "Armani klæder konen, Versace klæder elskerinden."

Få designere har fanget glamour på samme måde som Gianni Versace. Hvor Giorgio Armani malede sin verden i bløde neutrale farver og stille power-jakkesæt, kom Versace med et skrig af farver, glans og hud. Hans tøj var ikke ment til at hviske; det ville kræve opmærksomhed.

Den ikoniske sætning "Armani klæder konen, Versace klæder elskerinden" blev opfundet af Anna Wintour, dengang chefredaktør for Vogue. Med denne ene linje opsummerede hun kløften mellem Armanis tilbageholdende elegance og Versaces dristige sensualitet: den ene designer for sofistikering, den anden for fristelse.

Kilde: Grazia

Højlydt luksus

Versace voksede op i Syditalien og så sin mor arbejde som syerske. Det var derfra, håndværket kom. Men da han landede i Milano i slutningen af ​​1970'erne, tog han alt, hvad han havde lært, og skruede helt op for lyden. Han havde ingen interesse i stille elegance; det var aldrig pointen. Hans verden bestod af dristige farver, print, guld, silke, Medusahoveder og sikkerhedsnåle.

Han vidste præcis, hvad øjeblikket behøvede. Kvinderne i 90'erne klædte sig ikke på for at forsvinde; de ​​klædte sig på for at skille sig ud. Madonna, Prinsesse Diana, og Liz Hurley bar ikke bare hans tøj; det fik hans tøj til at betyde noget. Hurleys optræden i den sorte sikkerhedsnålekjole i 1994 var ikke et modeøjeblik; det var et kulturelt et. Det var første gang, mode blev interaktivt.twinmed kendis.

Kilde: Harpers Bazaar, Garrit Davies, Steve Maisel

Men hans største muse gik ikke på den røde løber. Det var hans søster Donatella, personen der kendte hans vision bedre end nogen anden, der stille og roligt formede så meget af, hvad Versace blev. Hun var hans vision om den "ideale kvinde". Da Gianni døde i 1997, overtog hun virksomheden den allerførste dag. Ingen afdragsfrihed, ingen overgangsplan. Bare hende, der trådte ind i en af ​​de mest umulige situationer i modehistorien og nægtede at lade den falde fra hinanden.

 Kilde: Getty Images

Popkunst møder popkultur

Versace bevægede sig komfortabelt mellem forskellige kunstarter. Mode, musik, billedkunst og fotografi. Han værdsatte ikke bare disse rum; han inddrog dem konstant i sit arbejde. Hans venskab med Andy Warhol var ikke et PR-træk eller for personlig vinding. Han absorberede, hvad Warhol lavede - de dristige farver, de kulturelle referencer, ideen om, at høj og lav kunst ikke behøvede at blive adskilt - og løb med det.

Marilyn-kollektionen fra 1991 var det klareste eksempel på det. Den tog Warhols silketrykæstetik og filtrerede den gennem hans håndværk. Højlydt, referentielt og fuldstændig bevidst. Det var Versace, der argumenterede for, at mode hørte hjemme i samme samtale som kunst, og gjorde det uden at spørge om tilladelse.

Kilde: Vogue

Og så er der billedet fra 1995 af Prince i en sølvfarvet mesh-top. Det er et af de billeder, der bare holder stik. Det er fuldstændig Prince, men også fuldstændig Versace. To mennesker, der aldrig gjorde noget halvt, i samme ramme.

Det var det, der adskilte ham fra de fleste designere, der arbejdede på den tid. Han klædte ikke berømtheder på. Han fandt folk, der matchede hans frekvens, og skabte noget sammen med dem.

Kilde: Versace

Klassiske Versace-print

Ingen lavede print som Versace. De barokke mønstre, de græske nøgleborter, leoparden, guldkæderne der løber hen over silke. De var ikke accenter, de var hele statementet. Man bar ikke et Versace-print stille og roligt.

Medusahovedet dukkede op overalt, på knapper, spænder, tørklæder, tallerkener. Det var ikke bare branding, det var mytologi forvandlet til et motiv. Det samme gælder den græske nøgle, hentet direkte fra oldtidens arkitektur og stemplet på alt fra badetøj til aftenkjoler.

Så er der jungleprintet. Det blev introduceret i 90'erne og båret af alle fra supermodeller til rappere, og det blev et af de mest referencerede print i modehistorien. J.Lo, der bar den grønne junglekjole til Grammy-uddelingen i 2000, brød i bund og grund Google Image Search og pressede virksomheden til at skabe det, der senere skulle blive Google Images. Så stor en effekt har et enkelt Versace-tøj.

Arven fra glamourøsitet

Gianni Versace døde i 1997, men hans æstetik kom aldrig rigtig nogen vegne. Hvis noget, bliver den bare genopdaget. Det, kritikere engang afviste som for meget, for højlydt og for åbenlyst, lyder nu som troværdigt. Han forstod noget om kultur, som mange af hans samtidige ikke gjorde.

Han beviste, at højlydt kan være luksuriøst, og kitsch kan være couture. Det var ikke modsætninger i hans verden, det var hele pointen.

Versace klædte kvinden på, der ikke ønskede at være passende. Ikke fordi passende var forkert, men fordi hun havde noget mere interessant at sige. Dristig, sensuel og uden undskyldninger højlydt.

Det er Versace-måden; 

Hvor Armani klædte dig på til selskabelighed, klædte Versace dig på til afterpartyen.